Om Erling Gregers dynamiske formverden

Af Ole Vincent Larsen Kunsttidsskriftet ”Hrymfaxe”, 1984

Hvis man stak en forfatter en blok og sagde: »Tegn meningen med din sidste bog!« ville han formentlig regne én for lettere sindsforvirret, for ønsket er absurd. Ikke des mindre er det, hvad der sker, når man skal tale eller skrive om billedkunst, i dette tilfælde om Erling Gregers malerier og skulpturer. Tingene sætter noget i gang, udsender kaskader af meldinger, der opfattes af beskuerens sanseapparat og forplanter sig i hjernens resonansrum som en rigdom af fornemmelser. Omsat til ord sker der en forgrovning. I dette lys skal al kunstkritik og kunsthistorie ses.

Erling Gregers er både maler og billedhugger. Ganske vist sluttede han - foreløbig - sin maleriske produktion i 1979, men man må håbe, at han igen får tid til at genoptage sit arbejde i denne genre. Det fortjener de resultater, han kom frem til. I malerierne ser man en række former, ofte af »blød« karakter som fyldte sække, poser osv. De virker som væsner, som sært levende skabninger, der placeret i nøgne, kolde omgivelser, flise-rum etc., påkalder en totalitet af fastfrossen ensomhed. Ikke det, at de er direkte menneskelige, men man kan identificere noget menneskeligt med dem.

Med sine skulpturer træder han fra fladens illusion ud i rummet og dermed ind i bogstaveligheden: man kan røre ved tingene som ved en krop, synet bliver understøttet og kompletteret af fingerspidsernes følenerver: abstraktionen bliver »kød«!

Kunstneren spænder vidt.

En skulptur af en burhøne, betitlet »Paragraf 4 A«, er en svidende humanistisk appel.

I »Volkswagen« med de spadserende støvler og fire små hjul mærker man en ironi med den befriende latter lige om hjørnet - som over enhver god vittighed med alvorlig undertone.

I »Minirisk«, søjlen med de to vinger, spøger Ikaros-drømmen i moderne forklædning, mens skulpturer af puder og ophængt tøj er en mere direkte forlængelse af maleriernes formverden.

Værket »David« fra 1968 er markant i produktionen: den bibelske mytefigur iført soldaterkappe og derefter hevet ud af beklædningen, så bare tøjet alene (gjort i hvidblik og loddetin) udtrykker den kæmpendes dynamik i kappens folder og armens bøjning. En voldsom kraftudladning standset i brøkdelen af et sekund. Et klip af en film, frosset fast på en sådan måde, at man ubevidst forventer, at kastebevægelsen fortsætter, hvis man et øjeblik vender blikket væk. David har træk af futurisme (Boccioni), men er i sin løsning af formproblemet helt up to date.

De nyeste skulpturer er ikke mindre dynamiske. De kan indkredses af sætningen »sammenstød og afstande«. Sammenstød mellem forskellige materialers sansevirkning inden for værkets hovedform. Afstande mellem hovedformen og dens titel, som man altid bør tillægge en sproglig retningsgivning, fordi kunstneren nu engang har valgt den: i det indre rum mellem form- og arbejdsbetegnelse folder beskuerens refleksioner sig ud.

Dette ses tydeligt i »Brud«, hvor titlen signalerer en konsekvens af et møde mellem to væsensforskellige størrelser. Solidt sammenvokset med sin gulvflade, som den nærmest »suger« sig fast til som en vækst til sin jordbund, rejser en organisk form sig og mødes i et punkt højst oppe med en stram, geometrisk cylinder. Mødet har karakter af konflikt, af stakket balanceren: hvornår sker bruddet i to dele? I sin konstante nedtælling mod et bristepunkt rummer dette arbejde en stærk, stedsevarende smerte.

 

Anderledes med »Overgang«, der ikke bare har bro-symbolets forbindende præg, men er som et langt energisk skridt, åbent og befriende. Hvor »Overgang« lukker op, blokerer skulpturer som »Port« og »Spærring«. Men hvor »Port« har portalens monumentale karakterer, er »Spærring« mere aggressiv! - Som en magt, der bredbenet trænger sig ind foran os og råber »Hertil og ikke længere!« I skulpturen selv støder støttebenenes oprejste, maskinelle kraft sammen med den ophængte, bemalede masonitplades mere blafrende og skrøbelige karakter.
Tingen er klart politisk. Den symboliserer i overført betydning et samfunds spærringer, der er skrøbelige nok til at kunne gennembrydes.
Den er en kunstnerisk afsløring af magtstrukturens barrierer og diverse afskærmninger, der til syvende og sidst kun består af tynde vægge, hængt op mellem sammenskruede grader af virkelighed.

Skal man placere Erling Gregers kunsthistorisk, må det blive i en midterposition som »konstruktiv ekspressionist«. Tilsyneladende et paradoks, men i hans arbejder forenes beherskelsen af elementer fra begge yderfløje på helt naturlig vis.

SAMMENSTØD OG AFSTANDE

KONTAKT GREGERS GENNEM

Sissel Gregers

  • Facebook
  • Instagram

  © sissel gregers 2019