Fyens Stiftstidende 1965

Af Ib Paulsen

TROMPETEN OG MALERIET

Stedet hedder Stjær, et navn med kraft i sig fra hedenold. Her bor maleren Erling Gregers, som vakte opmærksomhed ved sin 30-aarige ægthed og kraft på Forum-udstillingen i Odense i sommer. Det er baggrunden for, at vi opsøger ham. Stjær by ligger nær Stilling-Hadsten-Randersvejen i området mellem Skanderborg og Aarhus. Stjær Bakker når op til 127 meter i et øde, med krage- og mågeflokke sløret af november-gusen. Gennem sognet strækker sig en stenrevle, som dannede is-kanten under den sidste istid.

Man går ind til smeden i Stjær og spørger om det sidste stykke vej til maleren i bakkerne. Han står der tæt og stærk og sort som selveste Vaulundur med glødende jern i essen. Svaret kommer først som et venligt nik, dernæst, efter at den tunge hammer har bragt det glødende jern til at eksplodere i gnister fra ambolten, i ordene: -Kør hen til hjørnet og drej venstre, lidt oppe skal du til højre og forbi skoven og derefter til venstre igen. Når du ikke kan komme længere, bor Gregers der med ryggen ind i bakken, bindingsværk med stråtag, ingen kan tage fejl.

Gregers i atelieret i den tidligere tærskelade og vognport i færd med at gøre sine farver klar til det nyeste arbejde, der står skitseret på staffeliet bag ham.

Den kun 30 årige kunstner har på kort tid hævdet sin kvalitet stærkt.

Miljøet omkring malerhjemmet i bondehuset i Stjær Bakker er storslået natur af bakker og skov. Stjær Bakker blev engang også kaldt Bjørnebakkerne.

En stenrevle gennem sognet markerer, at her gik is-randen under sidste istid.

Her har malerægteparret Erling Gregers og fru Tim slået sig ned med deres halvandet årige Sissel, en god portion talent og nogle halv vilde katte. Forrige ejer sad i 55 år på ejendommen med dens fem tønder land. 17 meter af stuehuset er blevet moderniseret fra gulv til tagrygning. Dette hus var det ringeste af otte, som det unge par så på, men beliggenheden blev afgørende, skønt trægavlene var så utætte, at snestormen føg lige igennem dem.

Nu er der hygge i alle rum med deres kønne almuemøbler og et atelier i den tidligere tærskelade, hvor også engang fladvognen stod. Bag malerhuset bruser skoven. Foran det runder en ny-pløjet bakke sig vældigt op med de trætoppe hinsides, som forkynder at også her strækker der sig en verden uden for Verona.

Gregers har boet her i tre år under den søjle af blå røg, som en november-dag får én til at tænke på Henry David Thoreau, for hvem de blå røgsøjler i skovene var vidnesbyrdet om menneskeliv og -virke. Ved en væg står en standkiste med årstallet 1873 sirligt på-malet. Den fandt Gregers på en mark i om-egnen, købt på auktion og destineret til andefoder, hjembringelsespris 25 kr.

Alle husets interiører er præget af gode, gamle ting, som i ingen henseende danner kontrast til ejerens ultra-moderne malemåde, hvilket understreger, at når tingene hver for sig er gode nok, kan de bringes smukt og rigtigt sammen.

Et udsnit af spisestuen med et af Erling Gregers arbejder flankeret af en dejlig lampe. På bordet smukke, antikke lysestager. De gamle, lave bondestuer er fint udnyttede.

Dette er et bondehus med atmosfære, siger maleren smilende. Min forgænger her på stedet levede hovedsagelig af rabarbergrød, spegepølse og nu og da en kop kaffe, men han kunne foredrage den 25 vers lange, sørgelige vise om de to krybskyttebrødre, hvoraf den ene ved et vådeskud dræbte den anden, så hjertegribende ægte naivt, at man levede med fra første til sidste strofe. Den gamle sad såmænd og faldt helt hen i sorgen over den skæbne, den uheldige bror fik, stemmen blev grødet og mælet tungt.

Erling Gregers er Aarhusianer, uddannet som dekoratør og tegnede i skoletiden flotte søstykker efter de farvestrålende plancher i et maritimt tidsskrift. I læretiden gik han desuden på maleren Svend Engelunds lille kunstakademi i Aarhus. Efter endt Iæretid drog han udenlands for, som han siger, at slippe fri af dekoratørmiljøet og Engelund-atmosfæren. Engelund kan være svær at arbejde sig fri af for en ung kunstner. Gregers tilføjer: - Han virker så dækkende og så ren i sin opfattelse af tingene. Alle de små kviste på træerne og agerhønsene på marken skærer han ud af sine landskabelige syner. Tilbage blev - som han malede dengang - de store former og linjer. Det støttede mig i min frigørelse, at vi kom herud. Her har vi ikke det flade land omkring os, der i så høj grad kom til at præge Engelund som en af Vråmalerne det lave og vidtspændende Vendsyssel med dets tavlede marker og den uundgåelige horisont.


Alt her omkring er stærkt kuperet terræn. Her malede jeg mine første høstbilleder helt koncentreret i den gule farve. Min gule høst skulle jo ikke give beskueren indtryk af at stå lige inden for rammen men med blikket ind i perspektivet. Mit mål var et koncentrat af al høstens atmosfære omsat i farveklange. Da følte jeg, at jeg var ved at finde mig selv.

Vi sidder og drøfter menneske og maleri, kunstneren og maleriet især og Gregers siger, at han føler sig roligere ved at male end ved at snakke om de ting. Disse problemer er svære at iklæde ord, når man til hverdag ikke spekulerer i ord over det, man gør. En maler skal ikke snakke men male. Det er meget lettere at tale om musik: -Jeg har altid værdsat trompetens rolle for eksempel i et stykke jazzmusik. Hvor klarinetten laver de små pæne ting, skærer trompeten igennem og skaber det egentlige tonebillede. Den er stakittet om det hele. Man kan jo høre soli, som er dejligt korte og sluttede. Det samme kan gøres i et maleri med små modulationer uden om én eller flere farvemæssige kerner i billedrummet, eller om de vil klarinetten og trompeten i en koloristisk version. Fru Tim: -Vi sad forleden og hørte musik, da min mand sagde: -hør den dejlige trompet, som rammer det hele ind og klart og logisk fastholder det musikalske emne. Han: -lad os kun være enige om, at man i lige så høj grad kan omsætte et maleri i musikalske klange, som man kan fornemme et tonebillede - et musikstykke - i farver.

Gregers debuterede på Påskeudstillingen i Aarhus så sent som i 1964 og fik samme år antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. I 1965 har han på henholdsvis Paaskeudstillingen, i Fyens Forum på Dansk malerkunst 1965 og har været repræsenteret også på nogle galleriudstillinger, sammen med andre. Han har trods sin kortvarige offentlige fremtræden solgt til både Statens Museum, kulturministeriet og flere kunstforeninger.

Det er fristende også i dette tilfælde at spørge: -Hvad betyder naturen for den ægte spontanist? Det var jo naturen, som fik Dem til at vælge stedet her for bedre huse andetsteds. Naturen er bekræftelsen på, at alting er såre enkelt. Den spirer, gror, visner og spirer igen i sin uforstyrrelige rytme. Jeg stiller mig ikke ud naturen og maler, men opsuger dens rå-kraft og forsøger at omplante den i en personlig ting, som måske kan kvalificere sig til prædikatet et billede. Et billedes tone og holdning har man i sig, men når man så skal til at bruge farverne, sætter andre krav ind. Udvendig spontanitet er ikke noget, jeg sætter pris på. Udgangspunktet for et maleri, dets egentlige tilblivelse, er et engagement i tilværelsens rent menneskelige facetter. Vore muligheder for at leve så rigtigt og tæt på de kilder, vi har at øse af, bliver sværere og sværere bl.a. som følge af al dén manuelle dygtighed hvori vi engagerer os. Også jeg får lavet en masse møg. Jo mere kompliceret tilværelsen skikker sig for os, desto mere ønsker vi at forenkle den, men det kræver et virkeligt helt menneske for at kunne gennemføre en klar og enkel tilværelse.

 

Jeg spurgte Gregers om, hvor flotheden begynder i kunsten i dag, og han svarede efter en tøven:
-Mon ikke dér, hvor man tror at kunne bedrage enten sig selv eller andre?
Kunstnerisk er det i høj grad farligt for dygtigt „at kunne sit kram”. Derfor er det jo netop eksperimentets første og afgørende egenskab, at det modvirker flotheden. den elegante krusedulle, som camoufleret dén tomme skal. Men vi malere er nøjagtig lige så elendige som alle andre mennesker. Bare gør det måske lidt mere ondt i os, når vi fristes til at gå på akkord, fordi vi inderst inde har en klar ide om hvordan tingen skal og må være. I mange af livets forhold gør vi noget halvt, fordi det er lettere. Men i sine billeder kan man i bedste fald leve helt ud. Hjemme kan maleren stå ved sit arbejde og føle, at han lever helt i sin firkant.
De sagde før, at mit røde billede dér på væggen i billedmæssig kraft minder Dem om Svend Wiig-Hansens bedste maleri. Det er jeg glad for. Hans kraft sætter jeg stor pris på. Netop det billede er resultatet af et halvt års tvivl. For mig at se er det farligste af alt at blive en designer i malerkunsten. Gold og udvendig formgivning kan være dræbende for al kunst.

Lille Sissel i gavlstuen under fars store, røde billede, der er frugten af et halvt års tvivl. Billedets hovedtone er rødt. Det er stort og kraftfuldt malet.

KONTAKT GREGERS

via Sissel Gregers

  • Facebook
  • Instagram

  © sissel gregers 2019