Aarhus Stiftstidende 1966

Af Georg Andresen

FOR LIDT PROFESSIONALISME I ÅRHUSIANSK UDSTILLINGSLIV

Det mener to Aarhuskunstnere, der udstiller - i Silkeborg.

Lørdag eftermiddag er det Århus-dag i Galerie Moderne, Silkeborg. Galleriejer Willy Omme præsenterer, hvad han kalder en dobbelt figurations-debut af malerne Flummer og Gregers, og at dømme efter trompeteringen forud, venter han sig en del af det. Så meget, at han spiller drilagtigt ud i indbydelsen, hvori bl.a. læses: ”Flummer og Gregers er begge fra Aarhus, Smilets By, som gennem årene har udmærket sig ved at have flere kunstnere, som er ”verdensberømte”... i Aarhus, men delvis ukendte udenfor bygrænsen. Flummer og Gregers har store muligheder selv uden for bygrænsen, de er alt andet end lokale”.

Hvad siger I til den? spørger vi de to kunstnere, der begge "til hverdag" er ansat i Danmarks Radio Aarhus-TV: Flummer som grafiker, Gregers som scenograf. Der er noget om snakken, lyder det. På den måde, at det mindre er de århusianske kunstnere end udstillingslivet i Aarhus, der bør sky- ske des på. Bag dette ligger en dyb skuffelse over, at udstillingerne i Kunstbygningen, som jo nu siges at være nævn sikret for ”kunsten i Aarhus”, ikke er blevet den inspiration for os og andre kunstnere, man kunne have ventet.

De to med hver et billede i deres Silkeborg-suite: Kai Flummer (til venstre) og Gregers.

Hver i sin lille verden

-Den dialog, afsmitning til inspiration, som vi to har med hinanden - til professionelt at holde hinanden på måtten - mangler totalt i Aarhus. Hver Aarhus-kunstner lever i sin lille verden. Det går nok alt sammen tilbage til ”Den jyske”, hvis medlemmer slog det foretagende ihjel, de selv havde skabt, ved ubarmhjertigt at slagte hinanden.

Det var en overraskelse for os at konstatere, at disse kolleger på tomandshånd faktisk er meget venlige.

 

Der slås ikke hul i noget

Måske er det dette, der er skyld i, at Kunstbygningen hverken er blevet inspiration for publikum eller for kunstnerne i Aarhus. Måske skyldes det at de, der er sat til at varetage dette kunstliv, er amatører.

Eksisterer der mon et udstilings nævn? Hvorfor søger man, hvis man selv ingen idéer har, ikke kontakt med professionelle kunsthandlere med internationale forbindelser?

Når, helt direkte sagt, bystyret i Aarhus har givet Aarhus Kunstforening af 1847 et monopol på de af samme styre tildelte offentlige midler, må der også heri ligge en forpligtelse til, at der sker noget. . . Der er måske nok god vilje, den katastrofale gode vilje.

Så bryder Gregers dobbelt talen og siger: - Lad os nu understrege, at Aarhus Kunstmuseum under Kristian Jakobsen både har vist fantasi og givet inspiration.

Flummer: -Du har ret. Spørgsmålet er, om ikke vi selv - kunstnerne - har vor del af ansvaret. Vi oplevede det, da man forsøgte, netop med Kunstbygningen som basis, at samle folk fra kunstens brogede verden til debat. Det var med jo billedkunstnerne, os, der var de ringeste i debatten, og som havde mindst at byde på.

-Og så er det altså blevet Galerie Moderne, Silkeborg…

Igen de to som en mund - og med et grin:
-Ja, vi er blevet, hvad de andre kalder for ”galleriludere”. Og det er vi stolte af. En komponist eller en forfatter han har sit forlag - det er helt i orden - synes man. Men billedkunsten! Ja- men, en mand som Picasso går jo heller ikke rundt ved dørene og sælger sine billeder. Når Chagall udgiver en ny mappe, så starter han med hele verden som marked - fordi hans mappe er på professionelle hænder. Vi billedkunstnere i Danmark må nå dertil, at vi benytter de formidlingsmåder, der er brugelige i dag. Vi må blive professionelle.

KONTAKT GREGERS

via Sissel Gregers

  • Facebook
  • Instagram

  © sissel gregers 2019