Aarhus Stiftstidende 1966

Af Georg Andresen

HAR LÆRT AT LEVE LIVET

Gregers er skudt op som en raket på den århusianske kunsthimmel - men har benene på jorden i Stjær Bakker

 

Et malernavn er i løbet af kun et år, som en raket dukket op på den århusianske kunsthimmel: Gregers. Han dukkede op på Påskestillingen i rådhushallen i fjor og vakte straks både opmærksomhed og forventning. Plus solgte til kulturministeriet og fik legat på 1000 kroner. Han accelererede succesen med tre billeder på Kunstnernes Efterårsudstilling 1964 i København og fik ikke blot den mest overstrømmende enstemmige kritik af samtlige udstillere, men også „udsolgt" - med Kunstmuseet og Statens Museum for Kunst, blandt de tre købere.

Nu i påsken kom han igen med et enkelt billede og solgte det til det lokale parnas' første forum: Århus kunstforening af 1847. Ind imellem har han vist sig på Galerie Moderne i Silkeborg og - sidst ved åbningen af Galerie 14 i Rosensgade i Århus.

 

Overalt har han solgt ud.

Der eksisterer nok billeder under arbejde og på hans vægge - men intet til salg.

Gregers bor med sin kone Tim og datteren Sissel på et år i et paradis i Stjær bakker. I et tidligere husmandssted midt i et fredet landskab, hvor man har skoven i ryggen og ad egne skovstier kan bestige et lille dansk bjerg. Der fra er der et helt fantastisk udsyn over andre bjerge, skove og dale lige til Ejer Baunehøj og Himmelbjerget og déts søer.

Hvordan når to unge mennesker frem til ikke blot den erkendelse, men også til at virkeliggøre den, så de hver dag synes, at de lever livet og at dette liv er dejligt?

Det problem er jo snart lige så stor en gåde som den evige: hvor fra stammer den kunstneriske evne, man kan finde hos mennesker, tilsyneladende helt uden ”forudsætninger”?
Både Tim og Gregers er meget lidt for at ”fortælle om sig selv”.  Er det nødvendigt? Siger de.


Jovist interesserer den slags da andre mennesker, men har den interesse så forfærdelig meget værdi.
Han er heller ikke begejstret for at sige noget om sit maleri: - Er vi ikke allesammen, siger han mange gange, når vi nærmer os emnet, dødtrætte af disse evindelige maler-meninger? Tim nikker samtykkende. Det gør hun ofte, ligesom hun ofte fuldender hans sætninger, når han begynder at lede efter ordene.
Men - lidt lykkedes det os dog at fiske om ”forudsætningerne” hos de to i Stjær Bakker. Erling Gregers Kristensen er 29 år, født i Høegh Guldbergsgade -„lige overfor Peter Sabroe"- har læst bøger, siden han havde lært at stave og tegnet og malet siden han kunne holde på en blyant. Som 13-årig vandt han førstepræmien i en tegne- og malekonkurrence i Nørrebrogades skole – et billede malet efter søfartsbladet ”Viking".
Samtidig med, at han blev sat i dekoratørlære i et stormagasin, begyndte han at male på det tilløb til et århusiansk akademi, som Svend Engelund og „Ung Kunst" startede i Mejlgade.
-og som, griner han, resulterede i en udstilling, som De selv den gang omtalte som „32 Engelundere”. Men han var god nok. Så varm og let forståelig. Selve den måde, han gik nede har blandt os på bakkende på sin pibe, var god. Tommy Storkholm og Ib Lauritzen hørte også til på holdet.


Efter at være blevet færdiguddannet blev han hos stormagasinet, hvor han imens „havde fundet" Tim og efter at også soldatertiden var overstået – ”med det resultat, at jeg efter hjemsendelsen omgående bad om at blive forflyttet til ”militærnægterne” - begyndte en rejsetid - på stop sydpå, helt til „spidsen", og halvandet år i Norge sammen med Tim.

I 1958 startede de så deres eget i Volden, idet han arbejdede videre som dekoratør de første år, indtil de var nogenlunde stabiliseret ”– man kan ikke leve af sådan en butik i starten” - og da han nu har haft sin tørn med huset, er det blevet hendes tur til at være heldags hjemme på gården, hvorfra hun arrangerer indkøb, fører regnskaberne og kan nås i telefonen, hvis der er noget, der virkeligt skal ordnes. Han passer så forretningen fra over middag og til lukketid.

Et forunderligt, næsten islandsk, landskab, som ikke mindst ved solnedgangs tide og i måneskin er så aldeles fortrollet, at man er parat til at nægte, at lysene fra storbyen Århus er at ane lige i nakken på en.

Der hører godt fem tønder land jord til ejendommen, som de to erhvervede for fire år siden efter en brav gammel mand, som havde boet på den i 50 år. Hvad de nye ejere er umådelige taknemmelige for: en stil er fastholdt.

Til gengæld så huset, der er på halvanden længe og stråtækt, indvendig nøjagtigt ud, som et hus må det efter 50 år uden ændringer, og det kostede Gregers to års hårdt slid at få stuer, køkken og atelier gjort beboelige. I disse år boede familien i en lejlighed i Århus, hvor de har deres forretning, den nydelige Keramikstuen i Volden. Lige nu arbejder de med ombygningens sidste fase: at indrette børne- og soveværelse i den gamle stald. Her som i det øvrige hus har det gamle lerstampede gulv måttet brydes op for at give plads både for et nyt og nutidigt gulv og skabe den loftshøjde som er nødvendig for nutidsmennesker. Det er et slid men Tim og Gregers kan lide at slide og deler arbejdet på dét kammeratligste: han er arbejdsmand, hun håndlanger.

-Vi søgte og søgte, før vi fandt dette, fortæller de. Det skete gennem en annonce om et ”hus i skov eller nær skov". Da vi første gang steg op gennem skoven til bjergets top, tabte vi vore hjerter aldeles pladask: her skal det være. Da vi så huset indvendig, var vi lige ved at give op. Rent husmæssigt var det det dårligste af den halve snes tilbud, der indløb.

Nå, det viste sig at vi havde set rigtigt: dette var netop det hus, som vi havde brug for.
Så smiler han sit store, hvide smil: -og Sissel er blevet bakkebo. Sådan kalder i hvert fald naboerne hende… modsat sig selv, som de betegner som landboer.

Sissel er tappen som alt i den lille familie drejer sig om: -Vores største kunstværk, siger den stolte far om hende. Gregers og hans kone er glade folk, og når man er sammen med dem, går det op for en, hvor få mennesker af de mange, man møder, som virkelig er glade.

Personligt vil Gregers og co nok hævde, at denne glæde over livet,  hænger nøje sammen med, at de to har –hvad man med et moderne udtryk kalder - realiseret sig selv. Lad det stilfærdigt være tilføjet, at de også har det dejligt med hinanden: de hjælpes i arbejdet i by og på land, de deles om at passe på Sissel, de læser de samme bøger, hører de samme grammofonplader og diskuterer dem først og fremmest med hinanden og de synes minsandten også at kunne lide de samme mennesker.

Den slags er godt, ja simpelthen nødvendigt, når man har fjælet sig så langt fra bylivet som de to, der har i hvert fald et par kilometer ned til det nærmeste I hold naboer.

I samme øjeblik understreger dé nødvendigheden af at have „et forhold til hverdagen” at leve livet. Det er, siger Gregers, en af grundene til, at jeg så godt kan lide Henry Miller, som jeg også synes dækker mit livssyn: at leve livet - rigtigt. Uden det véd jeg da slet ikke, hvorfra man skulle få det overskud af glæde, som man kunne male billeder på.

Så følger et lille foredrag om, at Henry Miller fejlvurderes, for overfladisk kendskab dømmer ham efter hans erotiske forfatterskab.

Begge to bekender, at den nok af de fleste forfattere længst forglemte J. Anker Larsen hører til deres yndlings forfattere, ligesom Huxley, filosoffen, og en række af kineserne.
Anker Larsen har, siger Gregers, hele den dybe fornemmelse, som jeg maler billeder på. Hvad giver bøgerne os i det hele taget ikke af chancer for at trænge ind i tingene. Hvis folk læste og tænkte over, hvad de læste. Det er så nemt bare at rende udenom. Og så er vi ved en anden af hans kæpheste: dem, der så gerne ville, men alligevel ikke tør „realisere" sig selv og derefter render udenom".
-Da både Tim og jeg havde stillinger i et stormagasin i Aarhus oplevede vi det på nært hold. Vi var jo ikke de eneste, der drømte drømme om at beskæftige os med det vi nu kan lide eller blot ønskede at finde et sted at bo som dette her, hvor man meget bedre end inde i byen og underkastet byens love, kan få lov at være åben, over for de muligheder, som er der hver dag, men som det er så frygtelig svært at få virkeliggjort, fordi vi er omgivet af ting og formler, der befordrer ensretning.

Det gælder også sådan noget som „at være kunstner". Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der lægger så stærkt vægt på den benævnelse og som ligesom synes, at det er vigtigere at være kunstner end helt enkelt bare at være menneske. Hvis man når til at være menneske, at leve hvad jeg kalder et menneskeværdigt liv, så er det så aldeles unyttigt, så er der simpelthen ikke brug for - at være kunstner.

Heldet er ikke gået Gregers til hovedet. Han indrømmer beredvilligt at han kun lige er startet og at hvert eneste billede er en kamp for at gøre det endnu bedre end de end de tidligere.

Eller at han fører en forbitret kamp for at finde nye udtryk. Her kan det, siger han, jo være i nogen grad hæmmende at have beskæftiget sig med dekoration, fordi en af hemmelighederne ved den er, at man har lært, hvordan man skal placere tingene for at de skal tage sig bedst muligt ud. -Det kan blive en hæmsko, tror jeg siger hun. Dekoration er jo overflade.
-Ikke altid, falder han ind. Der er også noget, der hedder dekorativ kunst. Men - hvis man vil eksperimentere sig frem, så er det det måske.

Nå, alene den daglige tagen stilling, som ethvert billede kræver, gør, at man får chancen for både forenkling og at komme tingene nærmere. Jeg ved jeg starter på en fornemmelse - det er jo det klassiske udgangspunkt - og at der kommer et punkt, hvor tingene ”begynder for sig selv.”
Så stærkt, at de tager magten fra maleren? - Ja, jeg kan nå et punkt, hvor jeg faktisk gør tingene for gode. Så mister de, hvad jeg vil kalde, deres dirrende liv. Og så er det man skal male over eller begynde et andet sted.
Det er med denne viden som baggrund, at jeg så udmærket godt forstår de mennesker, der siger at de ikke forstår et billede. Maleren er jo akkurat stillet på samme måde. han må skam også søge, finde ind i billedet, han er midt i, hver eneste dag han sætter sig til staffeliet.

Mon ikke de fleste sådan til hverdag går rundt og ser lidt forkert på tingene?

Jeg har nu altid ment, at hvis vi flyver højt nok op, så er besværlighederne til at overvinde.
 

- Er De et talent?
Det store smil kommer igen: - Ja, selvfølgelig.


- Hvor véd De det fra?
- Det kan jeg mærke af og til.

 

Men så siger han pludselig: - Måske er jeg ikke et talent, der blomstrer op og bliver det helt store. Men jeg tror, jeg har talent for at leve livet. Og det er jeg faktisk helt tilfreds med.

KONTAKT GREGERS

via Sissel Gregers

  • Facebook
  • Instagram

  © sissel gregers 2019