Tekst: Hans Petersen, Foto: Axel Schütt
Århus Stiftstidene 
27/10 2020

ET HELT LIVS KUNSTVÆRKER - HVAD GØR MAN MED DEM?

Erling Gregers i Stjær er 85 år og har flere end 300 kunstværker - og han og de to døtre aner ikke, hvor de skal havne.

STJÆR
I et ældgammelt bondehus i Stjær gemmer Erling Gregers på en skat. En kunstskat. Og han aner ikke, hvad han skal gøre ved den. Den 85-årige tidligere scenograf hos Danmarks Radio er også kunstner, og han har været flittig. I huset har han flere end 300 malerier og skulpturer, som han har skabt gennem årene. Foruden dem, han har solgt eller foræret væk. Og nu står han og hans to døtre så der og ved ikke rigtig, hvad de skal gøre ved værkerne. Og Erling Gregers lever jo ikke evigt.
 

Allerbedst var det selvfølgelig, hvis nogen ville bygge et museum, hvor billederne kunne vises. Eller at nogen på anden måde tog hånd om dem, så de bliver bevaret. Det kunne være en virksomhed, siger datteren Sissel Gregers. Datteren køber op Selv om Erling Gregers holdt op med at male i 2016, bliver der ikke færre værker i hans samling. Tværtimod. For datteren Sissel køber faktisk op af dem, hun ser på net auktioner. - Jeg kan ikke have, at de skal ende et forkert sted, og de hører jo hjemme i min fars samling. Jeg samler dem i stedet for at sprede dem, siger hun som forklaring på, at hun følger lauritz.com og Bruun Rasmussens net auktioner.
 

I min fars produktion er det tydeligt, at han har skiftet stil, når det passede ham. Det kan have været et problem for nogle gallerier, fordi man ikke helt kunne genkende hans motivverden fra periode til periode. For når der er noget, publikum kan lide, så vil de gerne have meget mere af det. Men da var min far ofte videre, siger Sissel Gregers, der er grafiker på Tv2s redaktion i Odense og i øvrigt sidder i studiet ved siden af sin søster Trine, som har et lignende job.

 

GODT OG FAST JOB

I 27 år var Erling Gregers fastansat scenograf på Danmarks Radio i Aarhus og havde derfor en økonomi, der gjorde, at han kunne arbejde i frihed med sin kunst. Han var aldrig presset af at skulle producere et bestemt antal billeder eller skulpturer. Han har heller ikke været presset til at gentage sine motiver igen og igen for at behage potentielle købere med en karakteristisk

”Gregers”. - Han har kunnet friholde sig fra mange kompromisser og kom aldrig til at kede sig ved kravet om gentagelser. Han har afsøgt de billeder, der pressede sig på indefra, uagtet hvad omverdenen ønskede, siger Sissel Gregers. Den kendsgerning har været god for værkerne, der samler sig i 17 karakteristiske serier i perioder fordelt over 50 års arbejde. Hver serie udtrykker sammenhæng og styrke i deres indbyrdes visuelle fællesskab.

Det har på den anden side haft den konsekvens, at hans navn ikke er blevet almindeligt kendt. Men i perioden fra 1960 til 2010 kendte gallerister, kunstkolleger og anmeldere fuldt ud til ham, og han har været med i og været medstifter af kendte kunstsammenslutninger, blandt andet Guirlanden.

Den faste økonomi har givet ham plads og ren lut på mange måder i forhold til produktionen. Det har han været ret så lykkelig for. Havde han været økonomisk presset som mange andre kunstnere, havde hans produktion set helt anderledes ud, siger Sissel Gregers.

FLOT VÆRK SOM 13-ÅRIG

Allerede da Erling Gregers var 13 år, malede han et glimrende maleri af et skib. Han har bevaret det og viser det gerne frem.

Dengang gik han i Nørrebrogades Skole i Aarhus, og familien boede i Høegh- Guldbergs Gade. Han blev uddannet dekoratør hos Salling og var lykkelig, da han fik job som en slags lærling i scenografi på Danmarks Radio i Rosenkrantzgade i Aarhus. Han dyrkede kunsten ved siden af jobbet og fik et maleri optaget på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus i 1964 og kom samme år ind på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København. Det betød, at Statens Museum for Kunst i København købte et af hans værker fra serien "Høst", og da Folketinget engang bad om at låne kunst til udsmykning dér, var hans maleri med gule farver blandt de udvalgte.

Han udstillede på Aarhus Kunstmuseum, Kunsthal Aarhus,

Charlottenborg, Den Frie og Gallerie Moderne i Silkeborg samt på mange gallerier.

 

JUL PÅ SLOTTET

I DR var han blandt andet med til at lave scenografi til den populære julekalender "Jul på Slottet", der foregik på Rosenholm Slot ved Hornslet.

- Der var støv alle vegne, så slottet var velegnet, og resultatet blev vildt flot, siger Erling Gregers, der i 1981 flyttede med DR til nyt byggeri på Olof Palmes Allé.

GAMLE MURE

Huset i Stjær er et kapitel for sig. Den oprindelige del er fra 1700-tallet, og der er stadig mure derfra. Men efter at familien Gregers købte huset for 60 år siden, er der sket meget. En del af det gamle er stadig bevaret, for eksempel et smedejernskomfur, der dog kun tjener som reserve for det tilfælde, at strømmen en dag skulle svigte. Kunst er der overalt og i øvrigt lavt til loftet. - Jeg har selv gravet ud. Sådan noget er hårdt, så når jeg syntes, der var højt nok til loftet, stoppede jeg, siger Erling Gregers med et smil og peger på en lav loftsbjælke. Haven er et kapitel for sig med store træer. - Jeg har selv plantet dem, for 60 år siden, og nogle af dem kan jeg ikke længere nå om, siger Erling Gregers.

FAKTA

Erling Gregers er 85 år og kunstner.

Vokset op i Aarhus.

Uddannet dekoratør hos Saling.

Derefter scenograf hos Danmark Radio.

Begge døtre Sissel og Trine Gregers er grafikere på TV2 i Odense.

KONTAKT GREGERS

via Sissel Gregers

  • Facebook
  • Instagram

  © sissel gregers 2019